Næsten 25 års forhandlinger er slut. EU og den sydamerikanske handelsblok Mercosur indgik fredag verdens største frihandelsaftale trods en voldsom modstand fra Frankrig. Aftalen betyder, at toldsatser og tekniske handelshindringer forsvinder helt eller delvist inden for et marked med tilsammen ikke færre end 720 millioner borgere.
Mercosur-landene består af Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay. Bolivia har netop igangsat en indfasningsperiode på fire år, og en række lande, herunder Chile, Colombia, Peru og Ecuador, har associeringsaftaler med handelsblokken.


























