Har Benjamin Netanyahu og hans hustru modtaget cigarer, champagne og andre luksusvarer for 300.000 dollar fra en amerikansk filmproducer og en australsk milliardær til gengæld for politiske tjenester?
Nej, mener den israelske premierminister, som tirsdag for første gang offentligt vidner i tre separate sager, hvor han er tiltalt for bestikkelse, bedrageri og tillidsbrud. Det skriver den israelske avis Haaretz.
»Det er en komplet løgn«, siger Netanyahu, da han bliver bedt om at forholde sig til anklagen om, at han har modtaget bestikkelse i form af luksusvarer.
Retssagerne har været adskillige år undervejs.
Tirsdag afgiver Netanyahu forklaring ved en domstol i Tel Aviv.
De dyre gaver skal han have modtaget fra 2007 til 2016 af Hollywood-produceren Arnon Milchan og milliardæren James Packer.
Til gengæld skal Netanyahu have presset på, for at Israels finansministerium forlængede den periode, hvor israelere, der har været bosat i udlandet, fritages for at betale skat, når de vender hjem til Israel igen.
Det skulle kunne komme Arnon Milchan, der er israelsk statsborger, til gode.
Derudover skal Netanyahu have forsøgt at få den amerikanske administration til at forlænge Milchans amerikanske visum.
Ifølge avisen The New York Times er der ingen anklage om, at James Packer har modtaget tjenester til gengæld for sine gaver til Netanyahu.
Både Netanyahu, Milchan og Packer nægter at have gjort noget ulovligt.
Sagen om luksusgaverne har fået navnet ’sag nummer 1000’. De to andre sager mod Netanyahu er ’sag nummer 2000’ og ’sag nummer 4000’.
I ’sag nummer 2000’ er den israelske premierminister tiltalt for at have forsøgt at indgå en aftale med ejeren af den israelske avis Yediot Aharonot, Arnon Mozes, med det formål at få mere positiv medieomtale.
Til gengæld skal Netanyahu have arbejdet for at lave ny lovgivning, der skulle begrænse udbredelsen af den konkurrerende avis Israel Hayom.
Mozes nægter sig skyldig.
I ’sag nummer 4000’ anklages premierministeren for at have forhandlet med Shaul Elovitch, der tidligere var en af det israelske teleselskab Bezeqs hovedejere, og som ejer nyhedsmediet Walla.
Målet for Netanyahu var ifølge anklagen at få positiv omtale på Walla til gengæld for politiske tiltag, der skulle gavne Bezeq.
Ligesom de andre aktører i sagerne afviser Elovitch og hans hustru, som også er tiltalt, at have gjort noget ulovligt.
ritzau



























