Den tidligere fodboldspiller Mikheil Kavelashvili er lørdag blevet valgt som præsident i Georgien af et valgmandskollegium.
Kavelashvili er en hård kritiker af Vesten. I taler har han flere gange beskyldt vestlige efterretningstjenester for at forsøge at presse Georgien ud i krig med Rusland.
Han tilhører partiet Folkets Magt, som er en udbrydergruppe fra regeringspartiet Georgisk Drøm.
Den 53-årige politiker, der som fodboldspiller blandt andet nåede at spille i Manchester City, skal afløse Georgiens nuværende EU-venlige præsident, Salome Zurabisjvili.
Hun har været landets præsident siden 2018.
Zurabisjvili mener ligesom den øvrige provestlige opposition, at der har været udbredt fusk ved et valg i oktober, som Georgisk Drøm vandt.
Lørdagens valg af præsident kan blive en yderligere kilde til politisk uro.
Zurabisjvili har nemlig sagt, at hun ikke vil anerkende afstemningen.
Ændringer i Georgiens forfatning har mindsket præsidentens indflydelse, og posten regnes i dag for hovedsageligt at være ceremoniel. Størstedelen af magten ligger i dag hos regeringslederen.
Tidligere blev landets præsident valgt via direkte valg.
Men denne gang er landets kommende præsident som noget nyt blevet udpeget af et kollegium bestående af 300 politikere.
Her stemte 224 for Kavelashvili. Han var den eneste kandidat.
Det lille land i Kaukasus har oplevet stor uro, siden regeringspartiet, Georgiens Drøm, erklærede valgsejr med 54 procent af stemmerne i slutningen af oktober.
Efterfølgende har valget været omdiskuteret, og flere har nægtet at anerkende resultatet - herunder landets nuværende præsident.
Regeringspartiet er af oppositionen blevet anklaget for at trække Georgien i en mere autokratisk retning og tættere på nabolandet Rusland.
Her har blandt andre Kavelashvili spillet en rolle. Han var medforfatter til en lov om såkaldte udenlandske agenter.
Den minder meget om den russiske måde at slå ned på modstandere på og medførte store protester.
Loven betyder, at organisationer, som modtager mere end 20 procent af deres finansiering fra udlandet, skal registreres som organisationer under udenlandsk påvirkning.
Georgien besluttede for nylig at sætte en foreløbig stopper for landets forsøg på at komme ind i EU. Optagelsesprocessen blev stoppet indtil 2028.
ritzau
fortsæt med at læse


























