USA prøver at forhindre IS-genopblussen i Syrien og melder, at en leder i gruppen er blevet dræbt.

USA dræber ledende skikkelse i IS i angreb i Syrien

Lyt til artiklen

Abu Yusif, som er en ledende skikkelse i Islamisk Stat, er blevet dræbt i et amerikansk angreb i Syrien.

Det skriver USA’s centralkommando (Centcom) i en meddelelse på det sociale medie X fredag.

USA beskriver ikke yderligere Abu Yusifs rolle i den militante islamistiske bevægelse, som i 2014 indtog store dele af Irak og Syrien, men hvis selvudnævnte kalifat faldt i 2019.

Nyhedsbureauet AFP beskriver Abu Yusif som en gruppeleder i organisationen, som USA arbejder på at forhindre en genopblussen af midt i den nylige uro omkring ledelsen af Syrien.

»Som det tidligere er blevet meldt ud, vil USA - som arbejder sammen med allierede og partnere i regionen - ikke lade IS drage fordel af situationen og genoprette sig selv«, siger general og øverstbefalende i Centcom Michael Erik Kurilla i en meddelelse.

Den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS) indtog på kort tid Syriens største byer, inden gruppen for omkring to uger siden uge siden nåede til Damaskus.

Den afsatte præsident, Bashar al-Assad, flygtede til Rusland, og dermed var årtiers Assad-styre slut.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her