Danmark lægger 48 millioner kroner oven i den FN-pulje, som de kommende tre år skal hjælpe i udsatte områder.

Danmark fordobler bidrag til FN-pulje for at sikre fredsmissioner

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Danmark øger sit bidrag til den særlige FN-pulje fra 42 millioner kroner til 90 millioner i perioden 2025-2027. Det meddeler Forsvarsministeriet fredag på sin hjemmeside.

»Midlerne afsættes blandt andet til FN-projekter, der skal fremme FN’s fredsbevarende arbejde, styrke beskyttelsen af FN’s fredsbevarende personel og forbedre kvinders rolle og mulighed for at varetage chefstillinger i missionsområderne«, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Danmark er fra i år og til og med næste år medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Dermed kan Danmark være med til at påvirke den sikkerhedspolitiske dagsorden i verden.

»Danmark vil forsøge at være brobygger og arbejde konstruktivt for, at Sikkerhedsrådet kan opnå resultater trods de vanskelige vilkår«, siger Troels Lund Poulsen.

FN-puljen har eksisteret siden 2012. Puljen hører under Freds- og Stabiliseringsfonden, som er en tværministeriel fond mellem Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet. FN-puljen skal være med til at forbedre og udvikle FN’s fredsoperationer, blandt andet med at sikre bedre sikkerhed for FN’s fredsbevarende styrker.

I den seneste støtteperiode fra 2022-2024 indgik Danmark og Ghana et samarbejde om at opsætte et solcelleanlæg til FN’s operation i Sydsudan. Det skulle give ren og vedvarende energi til en ghanesisk infanteribataljon. Danmark har også bidraget økonomisk til at etablere FN’s efterretningsakademi i Uganda. Den danske støtte er også gået til Senior Women Talent Pipeline. Det er et karriereprogram i FN, der skal sørge for at forbedre repræsentationen af kvinder i chefstillinger i FN.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her