Udenrigsministeriet bekræfter: Tredje danske soldat er faldet i Ukraine

Ukrainsk soldat nær frontlinjen i Donetsk i marts 2024. Foto: Iryna Rybakova/Ritzau Scanpix
Ukrainsk soldat nær frontlinjen i Donetsk i marts 2024. Foto: Iryna Rybakova/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 21.00.

Udenrigsministeriet bekræfter, at en tredje dansk soldat er faldet i krigen i Ukraine, oplyser Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladet døde han 5. september 2023. Det er den tredje dansker, der af myndighederne er meldt død i krigen i Ukraine.

I sidste uge bekræftede Udenrigsministeriet over for Ekstra Bladet, at yderligere to danskere er meldt savnet i Ukraine.

Ritzau har modtaget et skriftligt svar fra Udenrigsministeriet, der ikke kan oplyse mere om de to savnede.

»Udenrigsministeriet kan bekræfte at have ydet konsulær bistand i tre sager siden 2022, hvor danskere er afgået ved døden i forbindelse med krigen i Ukraine. Udenrigsministeriet har aktuelt kendskab til, at to danskere er meldt savnet i Ukraine. De pårørende er underrettet, og Udenrigsministeriet bistår med konsulær bistand. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke oplyse yderligere«, lyder svaret.

I september 2023 døde en dansk mand i 20’erne, der arbejdede som frivillig på ukrainsk side i krigen mod Rusland.

Ifølge den ukrainske græsk-ortodokse kirke i Danmark arbejdede den afdøde som paramediciner og ambulancefører.

I juli 2024 blev det oplyst, at liget af en dansk mand blev fundet ved frontlinjen i Ukraine. Han blev dræbt i Ukraine i 2022.

Ifølge TV 2 har den afdøde tidligere været soldat hos Det Jydske Dragonregiment. Ifølge Jyllands-Posten skulle manden angiveligt være rejst til Ukraine, efter at han i marts 2022 menes at have registreret sig hos Ukraines ambassade i Danmark med henblik på at blive optaget i den internationale hær for at kæmpe mod Rusland. Det er uklart, hvor og i hvilken sammenhæng manden har mistet sit liv.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her