11 mennesker, som har drukket forurenet alkohol, er døde i løbet af de seneste 24 timer i Istanbul, skriver det statsejede tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ifølge AFP tirsdag.
»38 mennesker, heriblandt 26 udlændinge, blev indlagt på diverse hospitaler i byen efter at have indtaget forurenet alkohol. 11 af dem, der fik behandling på hospitaler i de sidste 24 timer«, er døde, skriver Anadolu.
Det er ikke første gang, at forurenet alkohol forårsager dødsfald i byen. 110 blev syge i 2024 efter at have drukket forurenet alkohol i Istanbul. Af dem døde 48 mennesker.
På grund af sidste års forgiftninger ændrede det danske udenrigsministerium i december rejsevejledningen for landet.
»Undgå at drikke alkohol, som du mistænker er hjemmebrygget. Der er risiko for, at det kan indeholde det giftige stof metanol (træsprit). Du kan blive alvorligt syg eller i værste fald miste livet«, står der stadig i rejsevejledningen.
På det sociale medie understreger Istanbuls guvernør, Davut Gül, at 63 butikker, der har solgt falsk alkohol, er blevet lukket. I sit opslag gør guvernøren desuden opmærksom på, at dødstallet er stigende.
Tyrkiet er ikke alene om at have haft problemer med forurenet alkohol. I november mistede seks turister – heriblandt to danskere – livet i Laos, efter at de blev syge på deres rejse. De menes at være blevet forgiftet af metanol i alkohol. Dødsfaldene skete i Vang Vieng, som er en populær destination for backpackere.
Metanol bliver nogle gange tilsat alkoholiske væsker, fordi det er billigere end ethanol, som er den alkohol, der typisk findes i spiritus. Væsken er farveløs og har ikke nogen særlig lugt. Derfor opdager man typisk ikke, hvis det er blandet i eksempelvis en drink. Hvis man indtager metanol, kan man blive bevidstløs, og man kan miste synet. I værste fald kan det være dødeligt.
Ifølge AFP menes det igen at være metanol, der er årsagen til de nye forgiftningerne i Istanbul. Men det er endnu usikkert.
ritzau
fortsæt med at læse




























