Søndag blev kabel mellem Sverige og Letland beskadiget. Skaden skyldes ifølge operatør ’ekstern påvirkning’.

Kabel mellem Letland og Sverige er beskadiget

Lyt til artiklen

Et fiberoptisk undervandskabel mellem Letland og Sverige er beskadiget, formentlig som følge af »ekstern påvirkning«.

Det oplyser kabeloperatøren søndag ifølge det offentligt finansierede lettiske medie LSM.

Kablet blev beskadiget søndag morgen. Det går mellem den lettiske by Ventspils og den svenske ø Gotland. Det oplyser selskabet Latvian State Radio and Television Centre (LVRTC), som driver informationsinfrastruktur i Letland.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvad der har forårsaget skaden, og hvad der menes med ekstern påvirkning.

»LVRTC har påbegyndt strafferetlige processuelle tiltag«, skriver LVRTC i en pressemeddelelse.

»Da kablet ligger i en dybde på over 50 meter, kan skadernes præcise beskaffenhed kun fastslås, når kabelreparationen begynder«.

»LVRTC har informeret de relevante myndigheder om hændelsen«.

I pressemeddelelsen står der videre, at udbydere af elektronisk kommunikation i Letland, som brugte kablet, søndag er overgået til at bruge andre ruter til datatransmission.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, skriver på X, at Sverige arbejder tæt sammen med Letland og Nato om sagen.

Der er for tiden stor opmærksomhed om undersøiske kabler i Østersøen efter flere hændelser med beskadigede kabler.

I blandt andet Finland mistænkes tankskibet ’Eagle S’ for at beskadige flere kabler i Østersøen. I december gik finsk politi om bord på skibet og fik besætningen til at sejle det ind i finsk farvand.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her