Bokseren Mike Tyson sagde engang, at »alle har en plan, indtil de får en knytnæve i ansigtet«, og lyset går ud. Det gælder også på statsniveau, hvor alle har en strategi, indtil internettet, telefonerne og betalingssystemerne holder op med at virke. Hvad gør et samfund, når det får en kollektiv uppercut, og forbindelsen ryger?
Spørgsmålet er blevet højaktuelt det seneste år, efter at undersøiske kabler i Østersøen flere gange er blevet ødelagt. Søndag fastslog Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, at Vesten må forberede sig på en periode med hybridkrig og sabotage.


























