Nu er det efter alt at dømme slut med at gå i sauna, lege med hunde, solbade og spise is for de italienske politivagter udstationeret på de to asylcentre i Albanien, som Italiens regering åbnede i efteråret. Siden november har vagterne ingenting haft at lave, så deres aktiviteter – som det blev afsløret af et albansk tv-medie – har mest bestået af tidsfordriv. En delegation af europæiske politikere besøgte centret i kystbyen Gjader kort før jul og beskrev det som en spøgelsesby. Men nu er der igen noget arbejde til vagterne, i hvert fald ind til videre.
Søndag ankom 49 mandlige migranter til Gjader. Den italienske grænsevagt havde hen over weekenden udvalgt dem fra tre forskellige opsamlinger af migrantbåde på Middelhavet. Bådene var sejlet ud fra den nordafrikanske kyst. Den italienske regering har ikke oplyst, hvilke nationaliteter migranterne har.




























