I DR Congo forværres en humanitær krise i landet, mens kampene mellem militæret og en oprørsgruppe eskalerer.

FN advarer om voldtægter og henrettelser i DR Congo

FN advarer blandt andet om, at oprørsgruppen M23 har besat skoler og hospitaler, tvunget internt fordrevne ud af flygtningelejre og udsat civilbefolkningen for tvangsarbejde. Foto: Tony Karumba/Ritzau Scanpix
FN advarer blandt andet om, at oprørsgruppen M23 har besat skoler og hospitaler, tvunget internt fordrevne ud af flygtningelejre og udsat civilbefolkningen for tvangsarbejde. Foto: Tony Karumba/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I takt med at oprørsgruppen M23 rykker dybere ind i DR Congo, forværres den humanitære situation i landet.

Det skriver FN’s menneskerettighedskontor (OHCHR) i en pressemeddelelse fredag.

Her advarer de ligeledes om en ’tiltagende humanitær krise’.

Kampene foregår mellem militæret og den væbnede oprørsgruppe M23, der støttes af soldater fra Rwanda. M23 er centreret omkring den østlige del af landet i provinserne Nord- og Sydkivu nær grænsen til Rwanda og Burindi.

I en pressemeddelelse beskriver FN-kontoret, hvordan to flygtningelejre for internt fordrevne er blevet bombet i januar, mens også risikoen for voldtægter og seksuelle overgreb stiger i de berørte områder.

»Konfliktrelateret seksuel vold har været en forfærdelig del af væbnede konflikter i det østlige DR Congo i årtier«, siger Jeremy Laurence, der er talsperson for FN-kontoret, i pressemeddelelsen.

Mindst 12 personer er desuden blevet henrettet af oprørsgruppen ifølge OHCHR.

Det beskrives ligeledes, hvordan M23 har besat skoler og hospitaler, tvunget internt fordrevne ud af flygtningelejre og udsat civilbefolkningen for tvangsarbejde.

Siden nytår er mere end 400,000 mennesker flygtet internt i landet på grund af opblussen i kampene. Det beskriver UNHCR, som er FN’s flygtningeorganisation.

Det østlige DR Congo har været ramt af interne konflikter gennem 30 år. De voldelige sammenstød er ofte sket i og omkring storbyen Goma, hvor der menes at bo mindst 800.000 mennesker.

Den nuværende konflikt tog til i marts 2022, hvor en våbenhvile mellem M23 og den congolesiske hær blev brudt.

I sidste uge indtog oprørsgruppen Goma. Det står dog ikke klart, hvor stor en del af byen der er under M23’s kontrol.

M23-bevægelsen besatte kortvarigt storbyen i 2012. Men byen blev kort derefter taget tilbage af den congolesiske hær.

Det centralafrikanske land er blandt de største lande i Afrika. Landet anslås at have omkring 115 millioner indbyggere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her