Eaton- og Palisades-naturbrandene er begge 100 procent inddæmmet, oplyser beredskabet i Californien.

Regnen kom to uger for sent: De to største naturbrande i Los Angeles er inddæmmet

Nick Sonnenberg (tv.)  og hans forældre fotograferet tidligere på ugen, hvor de ledte efter ting ved deres nedbrændte hjem i Altadena i Calilfornien. Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Nick Sonnenberg (tv.) og hans forældre fotograferet tidligere på ugen, hvor de ledte efter ting ved deres nedbrændte hjem i Altadena i Calilfornien. Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Naturbranden Eaton, der har brændt et område på 57 kvadratkilometer øst for Los Angeles i Californien, er 100 procent inddæmmet.

Det samme gælder Palisades-branden, der har opslugt 95 kvadratkilometer på den vestlige side af byen.

Det oplyser delstatens beredskab.

De to naturbrande har sammen med flere mindre brande skabt den værste naturkatastrofe i området omkring Los Angeles nogensinde.

Brandene begyndte den 7. januar. Årsagen var længere tids tørke i området og kraftfulde Santa Ana-vinde.

På et tidspunkt var 180.000 mennesker underlagt evakueringsordrer, oplyser myndighederne i Los Angeles.

Inddæmningen af en brand er betegnelsen for, hvor stor en omkreds af en brand, som beredskabet har under kontrol. Dele af brandens indre kan stadig være aktive.

Det var længe ventet, da der den seneste uge kom regn til den sydlige del af Californien. Det bidrog til, at beredskabet kunne inddæmme flammerne.

Regnen forhøjede dog også risikoen for oversvømmelse og mudderskred i de udtørrede bakker og spredningen af giftigt materiale efter naturbrandenes ødelæggelser.

Af den årsag var regnen ’mere en hindring end en hjælp’, lyder det fra Margaret Stewart, der er talsperson for Los Angeles’ brandvæsen.

»Hvis regnen var kommet for to uger siden, havde den måske hjulpet os mere«, siger hun.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her