DR Congo har anmodet FN’s Menneskerettighedsråd om at holde et hastemøde om situationen i den østlige del af landet, oplyser FN-talsperson Pascal Sim til journalister i Genève, herunder nyhedsbureauet AFP.
Rådet har derfor besluttet af afholde et særligt møde fredag, der skal sætte fokus på »menneskerettighedssituationen i det østlige DR Congo«.
Særligt omkring byen Goma har der den seneste uges tid været intense kampe mellem landets hær og den Rwanda-støttede oprørsgruppe M23, og situationen i landet er eskaleret markant. Det vurderes at over 900 er blevet dræbt i byen, siden oprørsgruppen indtog byen for knap to uger siden.
Det er Verdenssundhedsorganisation (WHO), der sammen med lokale partnere og regeringen i det centralafrikanske land har foretaget vurderingen af dødstallet. Langt højere lyder tallet dog fra DR Congos kommunikationsminister Patrick Muyaya. Han oplyser, at over 2.000 lig skal begraves i Goma, skriver Reuters.
»Det giver et overblik over den massakre, der er blevet begået i byen«, siger ministeren under et pressemøde.
Udmeldingen om hastemødet kommer, efter oprørsgruppen M23 mandag aften annoncerede en ensidig våbenhvile »af humanitære årsager«.
Tirsdag er byen ifølge Reuters relativt rolig, men nogle beboere rapporterer dog stadig om sporadiske skudepisoder og plyndring. Der meldes også om episoder, hvor folk bliver fanget i krydsild, mens hospitalerne også er overfyldte, og lig stadig ligger på gaden.
I takt med at oprørsgruppen M23 rykkede dybere ind i DR Congo, beskrev FN’s menneskerettighedskontor (OHCHR) fredag, hvordan den humanitære situation i landet ligeledes forværres. I en pressemeddelelse advarede OHCHR om en »tiltagende humanitær krise« og beskrev, hvordan to flygtningelejre for internt fordrevne er blevet bombet i januar, mens også risikoen for voldtægter og seksuelle overgreb er steget i de berørte områder.
Mindst 12 personer er desuden blevet henrettet af oprørsgruppen ifølge OHCHR, mens gruppen ligeledes har besat skoler og hospitaler, tvunget internt fordrevne ud af flygtningelejre og udsat civilbefolkningen for tvangsarbejde.
ritzau
fortsæt med at læse




























