Modtageren af Politikens Frihedspris 2024, Julija Navalnaja, var efter eget udsagn stort set udelukkende optaget af rollen som hustru og mor, indtil hendes mand, Aleksej Navalnyj, en førende kraft i den russiske opposition, pludselig døde i et russisk fængsel for et år siden.
Men i virkeligheden har hun fra begyndelsen været Navalnyjs uundværlige makker i det fælles projekt: at vælte Vladimir Putin og etablere et frit og demokratisk Rusland. Det nye er, at hun nu er ansigtet udadtil, siger Charlotte Flindt Pedersen, direktør for Udenrigspolitisk Selskab.


























