Mindst 11 personer døde i et skyderi i Sverige tirsdag. Men der mangler svar på blandt andet motivet bag.

Overblik: Det ved vi om skyderi på en skole i Örebro

Foto: Jonas Ekstromer/tt/Ritzau Scanpix
Foto: Jonas Ekstromer/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der er onsdag morgen spærret af ved et uddannelsessted i den svenske by Örebro, hvor flere mennesker tirsdag døde i et skyderi.

Ifølge det svenske medie SVT er der lagt blomster og lys på stedet, og Örebro Kommune skriver på sin hjemmeside, at der bliver flaget på halv stang.

Der er onsdag stadig flere ubesvarede spørgsmål i forbindelse med skyderiet.

Her er, hvad vi ved:

  • Omkring klokken 12.30 tirsdag fik politiet en melding om skyderi på voksen- og ungdomsskolen Campus Risbergska i Örebro nogle hundrede kilometer vest for Stockholm.
  • På et pressemøde tirsdag aften lød det, at ’omkring 10 personer’ var døde i skyderiet. Natten til onsdag blev tallet opjusteret til ’mindst 11 personer’, og politiet vil ikke afvise, at det kan stige yderligere.
  • En mand på omkring 35 år er udpeget som gerningsmanden, og ifølge flere svenske medier er han ikke tidligere straffet.
  • Ifølge SVT brugte den formodede gerningsmand et jagtvåben, som han angiveligt havde licens til. Ifølge Aftonbladet skød han med et automatvåben.
  • Den formodede gerningsmand er ikke kendt af politiet fra tidligere. Vedkommende menes ikke at have bandeforbindelser.
  • Han menes at have handlet alene og at være blandt de døde.
  • Politiet var tirsdag aften til stede på en adresse, hvor den mistænkte gerningsmand ifølge svenske medier boede.
  • Svensk politi advarer onsdag om, at der spredes falske oplysninger på sociale medier om skyderiet. Der florerer blandt andet falske oplysninger om et motiv.
  • Det mangler vi svar på:
  • Det præcise samlede antal tilskadekomne er ukendt, ligesom politiet ikke kan oplyse noget om deres tilstand.
  • Det vides endnu ikke, om de dræbte er lærere eller elever.
  • Motivet bag skyderiet kendes endnu ikke. Der findes ikke aktuelt mistanke om, at der er tale om terror, lyder det fra politiet. Der er heller ikke noget, der peger på, at han har handlet ud fra ideologiske motiver.
  • Den formodede gerningsmands identitet er heller ikke kendt. Det vides heller ikke, om han havde en relation til skolen og i så fald hvilken.

Kilder: Svensk politi, TV4 Nyheterna, SVT, Aftonbladet, TT.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her