Nordkorea og fjender af staten arbejdede sammen om at true Sydkoreas sikkerhed, hævder suspenderet præsident.

Suspenderet præsident på sidste retsdag: Sydkorea var truet af »eksistentiel krise«

Foto: Jung Yeon-je/Ritzau Scanpix
Foto: Jung Yeon-je/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sydkoreas suspenderede præsident, Yoon Suk-yeol, forklarer tirsdag, at landet stod over for en »eksistentiel krise«, da han sidste år erklærede undtagelsestilstand.

»Det var aldrig en beslutning truffet for min personlige vinding«, siger han til Sydkoreas forfatningsdomstol.

Han hævder, at »eksterne kræfter, herunder Nordkorea, sammen med statsfjendtlige elementer i vores samfund« arbejdede sammen om at true national sikkerhed og suverænitet.

Tirsdag var den sidste dag af den rigsretssag, der kan føre til, at Yoon officielt bliver afsat. Høringerne blev afsluttet omkring kl. 22 lokal tid (klokken 14 dansk tid). Nu vil domstolens otte dommere mødes bag lukkede døre for at afgøre Yoons skæbne.

Sagen udspringer af, at den 64-årige Yoon 3. december sidste år indførte en overraskende militær undtagelsestilstand i Sydkorea. I en tv-tale sent om aftenen sagde han, at der var sydkoreanske politikere, som gik Nordkoreas ærinde og modarbejdede Sydkoreas interesser.

Undtagelsestilstanden blev ophævet ved en afstemning i parlamentet efter nogle dramatiske timer. Og selv om den kun endte med at vare nogle timer, var det nok til at sætte gang i et politisk kaos i Sydkorea. Oppositionen har anklaget den nu suspenderede præsident for at tage det ekstraordinære skridt uden ordentlig begrundelse. Parlamentet afsatte Yoon i december og besluttede at indlede en rigsretssag mod ham.

Forsvarer henviste til sag mod Trump

Yoon selv var det meste af dagen ikke til stede ved tirsdagens retsmøde. Flere politikere fra Yoons regeringsparti, Folkets Magt-parti (PPP), var i retssalen.

Uden for domstolen demonstrerede Yoons tilhængere.

»Drop rigsretssagen, lød et af deres slagord.

Nogle bar skilte, der fordømte Kinas kommunistparti og Nordkorea, som Yoons tilhængere uden beviser har anklaget for at blande sig i de seneste sydkoreanske valg til oppositionens fordel.

Yoons forsvarere henviste i løbet af sagen til en afgørelse fra den amerikanske højesteret i 2024, ’Donald Trump v. the United States’. De argumenterede for, at Yoon ikke kan straffes for at have »udøvet sine forfatningsmæssige beføjelser«. Denne afgørelse »bør tages i betragtning i forbindelse med rigsretssagen«, mener Yoons advokat Lee Dong-chan.

Det er ventet, at der falder dom i midten af marts. Tidligere rigsretssager mod præsidenterne Park Geun-hye og Roh Moo-hyun tog henholdsvis 11 og 14 dage at behandle.

Hvis Yoon fjernes fra embedet, skal Sydkorea afholde et nyt præsidentvalg inden for 60 dage.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her