Ifølge Hamas-talsperson er der ikke igangværende forhandlinger om anden fase af en våbenhvile i Gaza.

Hamas afviser israelsk forslag om forlængelse af våbenhvilens første fase

Efter planen skal de resterende gidsler i Gaza frigives i løbet af anden fase. Her skal der ligeledes være en permanent våbenhvile, og Israel skal trække sig fuldstændig tilbage fra Gaza. Foto: Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Efter planen skal de resterende gidsler i Gaza frigives i løbet af anden fase. Her skal der ligeledes være en permanent våbenhvile, og Israel skal trække sig fuldstændig tilbage fra Gaza. Foto: Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hamas afviser Israels »formulering« af en forlængelse af den første fase af våbenhvilen i Gaza, som står til at udløbe lørdag.

Det meddeler gruppen lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Talsperson fra Hamas Hazem Qassem siger desuden til den arabiske tv-station Al Araby TV, at der i øjeblikket ikke er forhandlinger i gang med Hamas om våbenhvilens anden fase.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at delegationer fra Israel, USA og mægleren Qatar er i gang med møder i den egyptiske hovedstad Kairo.

Til trods for at Hamas ikke er til stede, oplyser en palæstinensisk kilde tæt på forhandlingerne til AFP, at diskussioner er på vej for at finde en vej ud af det nuværende dødvande.

Den første fase af våbenhvilen i Gaza trådte i kraft 19. januar.

Her var parterne enige om, at israelske styrker gradvist skulle trække sig tilbage fra det centrale Gaza, samtidig med at fordrevne palæstinensere kunne vende hjem til det nordlige Gaza.

Våbenhvilen har forbedret mulighederne for, at der kan komme nødhjælp ind i Gaza.

Desuden skulle Hamas frigive 33 ud af de i alt 98 tilbageværende gidsler, herunder kvinder, børn og mænd over 50 år.

Israel ville til gengæld løslade alle palæstinensiske kvinder og personer under 19 år fra israelske fængsler.

Efter planen skal de resterende gidsler i Gaza frigives i løbet af anden fase. Her skal der ligeledes være en permanent våbenhvile, og Israel skal trække sig fuldstændig tilbage fra Gaza.

Ifølge AFP foretrækker Israel, at man forlænger den nuværende fase af våbenhvilen og frigiver flere gidsler.

Hamas har i modsætningen til Israel presset på for at sætte gang i våbenhvilens anden fase.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her