Begejstringen i amerikansk erhvervsliv over genvalget af Donald Trump og hans samarbejde med Elon Musk er på kort tid vendt til en stigende bekymring for, at makkerparret i stedet for et økonomisk boom er ved at sætte gang i en økonomisk nedtur i USA.
Humøret blandt amerikanske virksomhedsledere og indkøbschefer dykker lige nu efter at have ligget højt, siden Trump genvandt præsidentposten i november sidste år. Produktionen vokser fortsat, viser nye tal fra Institute for Supply Management, men ordreindgangen falder, hvilket ikke tyder godt for de kommende måneder.


























