EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skriver i et brev til EU-landenes ledere, at den geopolitiske situation nu er så alvorlig, at Europa bliver nødt til at tage massiv handling.
»En ny æra er over os. Europa står over for en klar og nærværende fare i et omfang, som ingen af os har set i vores voksne liv«, skriver von der Leyen i brevet.
Derfor foreslår hun genoprustningsplanen Rearm Europe. Planen lægger op til at mobilisere i alt 800 milliarder euro til forsvar over fire år. Det svarer til næsten 6.000 milliarder kroner. Pengene skal primært komme igennem lån.
I brevet opfordrer von der Leyen indtrængende EU-landenes ledere til at stille sig bag planen, når de mødes til ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles torsdag i denne uge.
»Nogle af vores grundlæggende antagelser er ved at blive undermineret helt ind til kernen. Tempoet i forandringerne er foruroligende og i stigende grad alarmerende. Fremtiden for et frit og suverænt Ukraine – for et sikkert og velstående Europa – står på spil«, skriver von der Leyen.
Undlader at nævne Trump
I brevet nævner hun ikke USA’s præsident Donald Trump, der har spredt dyb bekymring i Europa med sit forsøg på at indlede fredsforhandlinger direkte med Putin uden om Ukraine og Europa. Von der Leyen fremhæver i brevet på diplomatisk vis den støtte, USA igennem årtier har givet Europa som den reelle garant for europæisk sikkerhed. Men det skinner igennem, at den tid nu er forbi – uden at Trump nævnes som den direkte årsag.
»I Europa er vi meget taknemmelige for USA’s støtte og den rolle, landet har spillet for europæisk sikkerhed i årtier. Som formand for Kommissionen er et stærkt forhold til USA et af mine vigtigste mål, både bilateralt og gennem G7. Men den kontekst, vi opererer i, ændrer sig drastisk og dramatisk«, skriver von der Leyen.
Hun mener, at udfordringerne nu er så store, at det reelt truer den verdensorden, som europæerne har levet i siden Anden Verdenskrig.
»Det fundament, som hele efterkrigstidens europæiske politiske og økonomiske orden er bygget på, er ved at blive rystet i sin grundvold. Og når den europæiske orden rystes, fortæller historien os, at hele det internationale system kan blive destabiliseret«, skriver von der Leyen i brevet.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse




























