Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Sydkoreas luftvåben beklager hændelse, hvor fly har smidt otte bomber det forkerte sted.

Kampfly smider bomber det forkerte sted og kvæster flere civile under øvelse

Foto: Kim Hong-ji/Ritzau Scanpix
Foto: Kim Hong-ji/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To kampfly har ved en fejl smidt otte bomber det forkerte sted under en militærøvelse i byen Pocheon i Sydkorea.

Det oplyser Sydkoreas luftvåben.

15 mennesker er kommet til skade.

Tidligere har det været oplyst, at otte personer kom til skade. Herunder fire alvorligt kvæstede.

De otte bomber var af typen MK-82.

De landede uden for det tiltænkte område, hvilket resulterede i, at civile kom til skade, siger luftvåbnet, som »dybt beklager hændelsen«.

Ifølge det sydkoreanske militær tog piloterne fejl af nogle koordinater. Det skriver det koreanske nyhedsbureau Yonhap.

Hændelsen skete klokken 10 om formiddagen torsdag lokal tid. Det var i forbindelse med en militærøvelse, som det sydkoreanske militær afholdt i samarbejde med USA, skriver Yonhap.

Ifølge det koreanske luftvåben var det koreanske fly af typen KF-16, der smed bomberne.

Der er blevet oprettet en komité, der skal efterforske sagen. Luftvåbnet siger videre, at det vil betale for skaderne.

Samtidig bliver øvelser med brug af skarpladte våben indstillet.

Tæt på Nordkorea

Pocheon ligger i den nordlige del af Sydkorea, omkring 35 kilometer fra grænsen til Nordkorea.

Der bor cirka 160.000 mennesker i byen, hvor der også tidligere har været afholdt militærøvelser i nærheden, herunder i samarbejde med det amerikanske militær.

Ikke langt derfra ligger den demilitariserede zone, der fungerer som et grænseland mellem Nordkorea og Sydkorea.

De to lande er formelt set stadig i krig med hinanden. Det har de været siden Korea-krigen i 1950’erne.

Konflikten endte dengang med en våbenhvile, som stadig gælder i dag. Men der er altså aldrig blevet indgået en fredsaftale.

Flere tusinde amerikanske soldater er udstationeret i Sydkorea.

Der har torsdag morgen dansk tid ikke været nogen kommentar til hændelsen fra det amerikanske militær.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her