De håbefulde scener med syrere, der fejrer, at det 53 år lange Assad-styre i landet blev væltet, er stadig friske i erindringen. Men det ser ud til, at overgangen til et demokratisk styre, som den nye magthaver Ahmed al-Sharaa har lovet den syriske befolkning, ikke forløber så gnidningsfrit, som man kunne have håbet.
De seneste dage har der været voldelige sammenstød mellem Assad-loyale alawitter og de nye sikkerhedsstyrker i landets vestlige regioner. Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, SOHR, er over 300 civile alawitter blevet dræbt siden torsdag. Chefen for SOHR udtaler til det tyske nyhedsbureau DPA, at der er tale om en massakre mod alawitsekten – den befolkningsgruppe, den tidligere præsident Bashar al-Assad tilhører.




























