Pårørende til gidsler i Gaza deltager i demonstration mod Netanyahu. »Blodet er på dine hænder«, lyder det.

Tusindvis demonstrerer mod Israels regering efter Gaza-angreb

Foto: Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Foto: Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tusindvis af demonstranter er onsdag gået på gaden i Jerusalem i protest mod Israels regering, skriver nyhedsbureauet AFP. De vrede demonstranter beskylder Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, for at underminere demokratiet og genoptage angrebene i Gaza uden at tage hensyn til gidslerne.

»Blodet er på dine hænder«, bliver der blandt andet råbt foran parlamentet i Jerusalem.

Det er den største demonstration i Jerusalem i flere måneder. Den er arrangeret af oppositionsgrupper i Israel. De er både utilfredse med Netanyahus beslutning om at fyre chefen for den israelske efterretningstjeneste Shin Bet og for at angribe Gaza på ny.

Israel indledte en bølge af luftangreb i Gaza natten til tirsdag. Ifølge sundhedsmyndighederne i Gaza er 970 mennesker blevet dræbt i løbet af 48 timer i det palæstinensiske område.

Flere gidsler er fortsat fanget i Gaza, og pårørende til flere af gidslerne deltager i onsdagens demonstration i Jerusalem.

»Vi håber, at alle israelere vil tilslutte sig denne bevægelse, og vi vil ikke stoppe, før vi har fået genoprettet demokratiet og frihed for gidslerne«, siger 68-årige Zeev Berar på gaden i Jerusalem.

Flere af demonstranterne holder bannere med teksten: ’Vi er alle gidsler’. Pårørende til gidslerne i Gaza har sagt, at beslutningen om at genoptage angrebene kan »ofre« deres kære.

Af de 251 mennesker, der blev taget som gidsler af den militante bevægelse Hamas under angrebet i Israel i oktober 2023, er 58 stadig tilbageholdt i Gaza. Af disse er 34 døde ifølge det israelske militær.

Demonstranterne i Jerusalem beskylder også ministerpræsident Benjamin Netanyahu for at bruge krigen mod Hamas til at aflede opmærksomheden fra indenrigspolitiske problemer. Netanyahu advarede tirsdag Hamas om, at de israelske angreb på Gaza kun er »begyndelsen«.

I januar trådte en våbenhvile i kraft i det krigshærgede palæstinensiske område. Men tirsdag blev uger med relativt rolige forhold brudt, da Israel gennemførte en række luftangreb. Der var allerede stor uvished om våbenhvilen, da dens første fase udløb 1. marts.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her