Usha Vance, der er gift med USA’s vicepræsident, vil blandt andet overvære hundeslædevæddeløb i Grønland, når hun fra torsdag til lørdag besøger landet.

JD Vances hustru bekræfter besøg i Grønland – borgmester afviser at mødes med hende nu

Usha Vance og Melania Trump ved indsættelsen af sidstnævntes mand som ny præsident i USA i januar. Foto: Greg Nash/Ritzau Scanpix
Usha Vance og Melania Trump ved indsættelsen af sidstnævntes mand som ny præsident i USA i januar. Foto: Greg Nash/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret søndag kl. 17.04 , efter at Usha Vances kontor har bekræftet, at hun kommer til Grønland.

Usha Vance, der er gift med USA’s vicepræsident, JD Vance, kommer til Grønland fra torsdag til lørdag, hvor hun blandt andet vil overvære et hundeslædevæddeløb, som starter 29. marts i Sisimiut i Grønland, bekræfter hendes kontor på det sociale medie X. .

»Torsdag 27. marts 2025 vil andendame Usha Vance rejse til Grønland med sin søn og en amerikansk delegation for at besøge historiske steder og lære om grønlandsk arv og overvære Avannaata Qimussersua, Grønlands nationale hundeslædevæddeløb«, står der i opslaget.

Det er uklart, hvilken af Vance-parrets to sønner, der vil ledsage sin mor på rejsen.

Derudover erfarer både DR, TV 2, Jyllands-Posten og Berlingske, at også USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, planlægger at besøge Grønland. Ifølge DR’s oplysninger har USA bedt om officielle møder med danske og grønlandske repræsentanter. Disse møder skal dog være blevet afvist.

Diplomatiske kilder i Washington oplyser til Jyllands-Posten, at Mike Waltz rejser til Grønland sammen med Usha Vance. Vivian Motzfeldt, der er fungerende minister for selvstændighed og udenrigsanliggender, bekræfter over for Jyllands-Posten, at Usha Vance kommer, men ministeren vil ikke kommentere meldingen om Waltz’ besøg. Berlingske erfarer, at Waltz skal besøge Pituffik/Thulebasen. Heller ikke dette er blevet officielt bekræftet. Politiken har ikke kunnet få bekræftet, om Mike Waltz kommer til Grønland.

Allerede søndag vil sikkerhedsfolk ankomme til Nuuk, hvor Usha Vance i første omgang vil opholde sig, inden USA’s andendame rejser videre til Sisimiut.

Ifølge Sermitsiaq har organisationen bag hundeslædeløbet Avannaata Qimussersua accepteret økonomisk støtte fra USA fra landets konsulat i Nuuk. JD Vances hustru skal ikke mødes med officielle repræsentanter fra Grønland under besøget, lyder det.

Borgmester vil ikke mødes nu

Malik Berthelsen, borgmester i Qeqqata Kommune i Vestgrønland, hvor byen Sisimiut ligger, har afvist at mødes med Usha Vance.

»Jeg kan bekræfte, at de (en amerikansk delegation, red.) har henvendt sig til mig og ønskede at mødes. Men da vi er midt i valgkampen, har jeg venligt afslået og foreslået, at vi kan mødes efter valget«, siger han til det grønlandske medie Sermitsiaq med henvisning til kommunalvalget i Grønland, som afholdes 1. april, og tilføjer, at han håber, at den amerikanske delegation vil respektere borgerne i Sisimiut.

Borgmesterens afvisning får ros af det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz.

»Det er tydeligt, at Trump-lejren ikke respekterer vores ret til selvbestemmelse uden indblanding udefra. Jeg har stor respekt for, når der bliver sagt fra«, skriver Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit (IA) i et opslag på Facebook lørdag aften.

»Nej tak til amerikansk indblanding i grønlandsk valgkamp. Uanset hvilken form den kommer i«.

Trumps søn aflagde kontroversielt besøg

Tidligere har Donald Trump Jr., der er søn af USA’s præsident, Donald Trump, været på et kort visit i Grønland. Besøget fandt sted i januar, og Trump Jr. slog fast, at han var der som »turist for at se det her utrolige sted«. Han bekræftede også, at han ikke skulle mødes med grønlandske politikere.

Siden Donald Trump blev valgt som præsident, har han flere gange luftet ønsket om at gøre Grønland til en del af USA.

»Jeg tror, at det vil ske«, sagde præsidenten tidligere i marts, da han blev spurgt ind til sine tanker om en »mulig annektering«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her