Over 2.000 er omkommet i Myanmar efter et jordskælv, der ramte Sydøstasien fredag, oplyser landets militærjunta. Lørdag lød dødstallet på over 1.600.
Jordskælvet, der er blevet målt til en styrke på 7,7, havde sit epicenter tæt på Myanmars næststørste by, Mandalay, fredag eftermiddag lokal tid. Efter få minutter ramte et efterskælv med en styrke på 6,7.
Rystelserne fik bygninger til at styrte sammen, broer til at kollapse og ødelagde veje i store dele af landet, der ligger i det sydøstlige Asien. Skælvet kunne mærkes i både Kina og Thailand.
I Thailands hovedstad, Bangkok, har mindst 17 personer mistet livet. De fleste af de omkomne er arbejdere, som blev fanget i et sammenstyrtet højhus, der var i gang med at blive opført.
ritzau
fortsæt med at læse




























