Mens luftalarmer lyder i to israelske byer, fortsætter Israels militær med dødelige angreb i Gazastriben.

44 meldes dræbt i israelske angreb i Gaza søndag

Foto: Omar Al-qattaa/Ritzau Scanpix
Foto: Omar Al-qattaa/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Israelske angreb i Gazastriben har søndag dræbt mindst 44 mennesker og såret snesevis af andre.

Det meddeler en talsmand for civilforsvaret i det Hamas-kontrollerede område.

Af de 44 dødsofre er 21 blevet dræbt i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben, oplyser talsmanden.

Søndag aften lyder luftalarmerne i byerne Ashkelon og Ashdod i Israel, efter at der er skudt omkring ti raketter fra Gazastriben.

De fleste af raketterne er blevet skudt ned, og der er ikke umiddelbart meldinger om sårede eller dræbte, meddeler militæret.

Israel afbrød våbenhvilen med den militante palæstinensiske gruppe Hamas og genoptog angrebene i Gazastriben 18. marts.

I over en måned har Israel blokeret for, at der bliver leveret mad og anden nødhjælp til indbyggerne i Gazastriben.

Siden den igangværende krig begyndte 7. oktober 2023, er over 50.000 mennesker blevet dræbt i Gazastriben, viser tal fra myndigheder i det palæstinensiske område.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her