Hvis man går ind på Apples hjemmeside og vil købe den nyeste iPhone 16, skal man have 7.499 kroner op af lommen. Men hvis USA’s præsident, Donald Trump, får sin vilje, og man fremover kan købe en iPhone 16, der er »made in USA«, vurderer Dan Ives, der er chef for global teknologiresearch ved formuerådgivningsfirmaet Wedbush, over for CNBC, at den kan komme til at koste så meget som 23.000 kroner.
Trump har flere gange luftet et ønske om at flytte produktionen af elektroniske produkter tilbage til USA, og så sent som i denne uge gentog en talsperson fra Det Hvide Hus, at Trump mener, at USA har de nødvendige ressourcer og arbejdskraft til at producere iPhones.




























