To israelske missiler har søndag ramt en bygning, som er en del af al-Ahli-hospitalet, der er blandt de vigtigste hospitaler i Gaza By. Både modtageområdet og skadestuen er blevet ødelagt, oplyser sundhedspersonale ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Imens siger Israel, at militante fra Hamas udnyttede hospitalet. Patienter blev evakueret før angrebet, da en person fik et opkald fra en, som hævdede at være fra den israelske sikkerhedstjeneste, kort inden angrebet fandt sted. Ingen meldes tilskadekomne i angrebet på hospitalet, som ifølge BBC er det sidste fungerende hospital i Gaza By.
Det israelske militær siger i en meddelelse, at det forsøgte at mindske skader på civile, inden det ramte hospitalsområdet, som ifølge Israel blev brugt af Hamas til at planlægge angreb. Hospitalet er ifølge Gazas sundhedsministerium nu ude af drift.
»Hundredvis af patienter og sårede måtte evakueres midt om natten, og mange af dem er nu ude på gaderne uden sundhedspleje, hvilket gør, at deres liv er i fare«, siger Khalil al-Deqran, ministeriets talsperson, til Reuters.
Israel har signaleret, at landet vil fortsætte med at udvide sin offensiv i Gaza. Lørdag lød det fra Israel, at byen Rafah, der ligger i det sydlige Gaza, nu er omringet, efter at israelske styrker har taget kontrol over den såkaldte Morag-korridor og dermed afskåret Rafah fra nabobyen Khan Younis.
»Snart vil den israelske hærs militære operationer blive intensiveret og udvidet til andre områder«, sagde forsvarsminister Israel Katz.
Det var i marts, at Israel genstartede sin offensiv i Gaza og dermed i praksis gjorde en ende på en våbenhvile, som kom i stand i januar. Den israelske offensiv vil fortsætte, indtil de resterende 59 gidsler er blevet frigivet, lyder det fra Israel.
ritzau
fortsæt med at læse


























