»Brødre og søstre, glædelig påske«, sagde pave Frans til tusindvis af fremmødte på Peterspladsen.

Svækket pave Frans overrasker folk på Peterspladsen

Lyt til artiklen

88-årige pave Frans har søndag vist sig til klapsalver på balkonen ud til Peterspladsen i Rom.

Her har en fremsagt en kort påskehilsen til de ifølge nyhedsbureauet AFP omkring 35.000 fremmødte.

»Brødre og søstre, glædelig påske«, sagde paven fra balkonen.

Det var på forhånd uvist, om han ville deltage.

Paven var i løbet af fem uger i februar og marts indlagt med en livstruende lungebetændelse.

Efter pavens indlæggelse har lederen af det hold, der stod for behandlingen, sagt, at den katolske kirkes overhoved var så tæt på at dø, at læger overvejede at afslutte behandlingen.

En hjælper læste pavens traditionelle påskebudskab op på vegne af paven, som sad i en kørestol ved siden af på balkonen.

I budskabet sagde paven, som mødtes med USA’s vicepræsident, J.D. Vance, tidligere søndag, blandt andet, at voksende antisemitisme rundt omkring i verden er ’bekymrende’, samtidig med at han fordømte situationen i Gaza.

»Jeg tænker på folket i Gaza - og især det kristne trossamfund - hvor den forfærdelige konflikt fortsætter med at skabe død og ødelæggelse og en dramatisk og sørgelig humanitær situation«, lød det ifølge AFP i budskabet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her