Kvinder og børn meldes dræbt på en skole i Gazastriben, hvor palæstinensere havde søgt tilflugt for krigen.

Israelske luftangreb dræber 11 mennesker på skole i Gaza

Foto: Dawoud Abu Alkas/Ritzau Scanpix
Foto: Dawoud Abu Alkas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mindst 17 mennesker er onsdag morgen blevet dræbt i israelske luftangreb i Gazastriben, siger en talsperson for Gazastribens civilforsvar ifølge nyhedsbureauet AFP. 11 af ofrene blev dræbt på en skole i Gaza By, hvor mennesker på flugt havde søgt tilflugt, oplyser civilforsvaret.

»Skolen husede fordrevne. Bombardementerne udløste en voldsom brand, og flere forkullede lig er siden blevet fundet«, siger talspersonen Mahmud Bassal til AFP.

Flere af de dræbte er kvinder og børn, tilføjer han. Titusindvis af fordrevne palæstinensere har søgt tilflugt på skoler i Gazastriben for at undslippe volden, siden krigen mellem den militante Hamas-bevægelse og Israel eskalerede i oktober 2023.

Nødhjælpsorganisationer anslår, at langt størstedelen af Gazastribens 2,4 millioner indbyggere er blevet fordrevet mindst én gang i løbet af krigen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her