27 avlere har søgt om at indstille deres minkproduktion. Dermed venter de ikke på, at muligt forbud indføres.

Alle svenske minkavlere vil lukke erhvervet før muligt forbud

Lyt til artiklen

Sveriges 27 minkavlere har alle ansøgt om at afvikle deres bedrifter.

Det skriver det svenske fagblad ATL.

Dermed vil minkavlerne ikke vente på resultaterne af en undersøgelse om et muligt forbud mod pelsdyravl, som den svenske regering satte i gang i marts.

I praksis handler det om minkavl, som er den eneste pelsproduktion i Sverige.

Men erhvervet venter altså ikke på konklusionen. Det afvikler nu sig selv.

Avlere, der nedlægger deres aktiviteter inden 30. juni i år, kan få kompensation fra staten. Det har de 27 opdrættere nu søgt om, skriver ATL ifølge nyhedsbureauet TT.

De, der bliver godkendt, skal deles om 180 millioner svenske kroner, hvilket svarer til omkring 123 millioner danske kroner.

Det vil udløse cirka 4,5 millioner danske kroner til hver avler.

Det er dog ikke sikkert, at alle 27 avlere bliver godkendt, ligesom kompensationens størrelse også afhænger af antallet af ynglende hunner hos hver enkelt avler, skriver TT.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her