Spansk premierminister vil endnu ikke udelukke mulige årsager til et massivt strømnedbrud i Spanien.

Spansk domstol vil undersøge om sabotage var skyld i nedbrud

Foto: Thomas Coex/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Coex/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En spansk straffedomstol vil undersøge, om det massive strømnedbrud på Den Iberiske Halvø var resultatet af ’computersabotage mod kritisk infrastruktur’.

Det oplyser den nationale domstol i Spanien, Audiencia Nacional, tirsdag.

Årsagen til strømnedbruddet er endnu ukendt. Men ’cyberterrorisme’ er blandt mulige forklaringer, lyder det fra Audiencia Nacional.

Domstolen mener, at den ’kritiske situation’, som nedbruddet skabte for befolkningen, betyder, at en undersøgelse er nødvendig.

Den spanske elnetoperatør Red Electrica sagde tidligere tirsdag, at den foreløbige vurdering lyder, at det ikke var et cyberangreb, der var årsag til nedbruddet.

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, siger tirsdag, at ingen mulige årsager endnu er blevet udelukket.

Den spanske regering har nedsat en kommission, som skal undersøge årsagerne til elnettets kollaps.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her