Hackerangrebene spænder over flere år og har været rettet mod blandt andet franske ministerier, lyder det.

Frankrig anklager russisk spiontjeneste for cyberangreb

Emmanuel Macrons valgkamp om præsidentposten i 2017 blev angiveligt også ramt af et cyberangreb. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Emmanuel Macrons valgkamp om præsidentposten i 2017 blev angiveligt også ramt af et cyberangreb. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Frankrig anklager tirsdag den russiske militære efterretningstjeneste, GRU, for at stå bag en række cyberangreb, der har til formål at destabilisere landet.

Det oplyser det franske udenrigsministerium.

Det er første gang, at Frankrig på baggrund af egne efterretninger sender en direkte anklage mod den russiske spiontjeneste.

Cyberangrebene har været rettet mod både ministerier, forsvarsvirksomheder og tænketanke i Frankrig, skriver Reuters.

Det gælder ifølge nyhedsbureauet AFP også Emmanuel Macrons valgkamp om præsidentposten, som i 2017 blev ramt af et cyberangreb.

»Siden 2021 er denne angrebsmetode blevet brugt til at målrette eller kompromittere et dusin franske enheder«, lyder det i en erklæring fra det franske udenrigsministerium.

Den franske udenrigsminister, Jean-Noel Barrot, skriver på X, at den russiske militære efterretningstjeneste i flere år har udført cyberangreb mod Frankrig.

Anklagerne er rettet mod GRU-enheden APT28.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her