Artiklen er opdateret kl. 00.52 med oplysningen om den omkomne kvinde.
En kvinde er død, efter at en bil er kørt ind i en gruppe mennesker i Stuttgart i Tyskland, oplyser det lokale hospital til avisen Stuttgarter Zeitung. Syv andre personer er kommet til skade, oplyser oplyser det lokale politi i en pressemeddelelse. Blandt de kvæstede er fem børn, skriver avisen. Tre af de tilskadekomne personer er kommet alvorligt til skade.
På det sociale medie X oplyser politiet desuden, at der ikke er noget, der tyder på, at det skal være tale om et »angreb« eller en »overlagt handling«. I stedet vurderes det, at hændelsen er en »tragisk trafikulykke«.
»Vi går i øjeblikket ud fra, at det er et uheld, men vi undersøger i alle retninger«, siger en talsperson fra politiet til avisen Stuttgarter Zeitung.
En 42-årig mand er blevet anholdt, lyder det videre. En talskvinde fra politiet har sagt til nyhedsbureauet AFP, at »omkring 17.50 kørte en sort G-klasse Mercedes ind i en gruppe mennesker«. Politiet har desuden advaret folk om at undgå Stuttgart centrum og tilføjet, at der var alvorlige forstyrrelser i trafikken.
Det var omkring klokken 18.45, at det lokale brandvæsen på X oplyste, at der var sket en alvorlig trafikulykke med flere tilskadekomne. På det tidspunkt stod det ikke klart, om der var tale om en bevidst handling.
ritzau




























