Milliardæren og investoren Warren Buffet planlægger at stoppe som administrerende direktør for det amerikanske holdingselskab Berkshire Hathaway i 2025, fortæller han ifølge nyhedsbureauet AP.
Warren Buffett sagde samtidig, at han vil anbefale Berkshire Hathaways bestyrelse, at Greg Abel skal overtage posten som administrerende direktør.
Buffett, der er verdens femterigeste person, har senest gjort sig bemærket med kritik af USA’s præsident Donald Trumps toldpolitik og har sagt, at »handel ikke skal være et våben«.
Udtalelserne om præsidentens handelspolitik faldt tidligere lørdag på Berkshire Hathaways generalforsamling i Omaha i delstaten Nebraska.
»Vi bør gå efter at handle med resten af verden. Vi bør gøre, hvad vi er bedst til, og de skal gøre, hvad de er bedst til«, sagde ’Oraklet fra Omaha’, som Buffett bliver kaldt, med henvisning til samhandlen med udlandet.
Han advarede om, at Trumps handelspolitik har øget risikoen for generel global ustabilitet, fordi USA’s forhøjede toldsatser har skabt vrede i resten af verden.
Fakta
Verdens rigeste personer
Warren Buffett købte sig ind i tekstilvirksomheden Berkshire Hathaway i 1962 og blev majoritetsejer i 1965. Han har senere omtalt opkøbet som sin ’dummeste’ aktiehandel nogensinde på grund af de svære kår, der herskede i tekstilbranchen i USA. Efterfølgende udviklede virksomheden sig til et holdingselskab for en lang række virksomheder og aktier, som Buffett opkøbte, og i dag er Berkshire Hathaway den ottendestørste virksomhed i verden målt på markedsværdien.
Warren Buffetts personlige formue er opgjort til 168,2 milliarder dollar – svarende til 1.111 milliarder kroner. I 2010 etablerede han organisationen The Giving Pledge sammen med Microsoft-grundlægger Bill Gates. Organisationen arbejder for at overbevise rige mennesker om, at de skal donere deres penge til velgørenhed. Selv har Warren Buffett lovet, at han vil donere 99 procent af sin formue til velgørende formål.
Ritzau
fortsæt med at læse


























