Tiltag mod transkønnede i USA’s militær kan træde i kraft, mens juridisk proces udspiller sig.

Højesteret genopliver Trump-forbud mod transkønnede i militæret

Højesteret i USA har netop ladet et forbud mod transkønnede i militæret træde i kraft. REUTERS/Evelyn Hockstein/File Photo   Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Højesteret i USA har netop ladet et forbud mod transkønnede i militæret træde i kraft. REUTERS/Evelyn Hockstein/File Photo Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Højesteret i USA har tirsdag besluttet at lade den amerikanske regerings forbud mod transkønnede i militæret træde i kraft.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som vurderer, at det potentielt kan føre til, at tusindvis må forlade militæret.

En føderal dommer havde tidligere besluttet at blokere for forbuddet, mens den juridiske proces udspiller sig.

Men nu vil højesteretten lade forbuddet træde i kraft.

USA’s øverste domstol har et konservativt flertal på seks mod tre. De tre liberale dommere har udtrykt uenighed med domstolens beslutning tirsdag, som ikke er ledsaget af en begrundelse.

I et dekret den 27. januar erklærede Trump, at ’det at udtrykke en falsk ’kønsidentitet’, der afviger fra en persons køn, gør, at man ikke kan efterkomme de strenge standarder, som er nødvendige for militærtjeneste’.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har senere sagt, at tiltaget er målrettet personer, der er diagnosticeret med kønsdysfori eller tidligere har haft det.

Kønsdysfori er en betegnelse for det ubehag, personer kan have, når ens kønsidentitet ikke svarer til det køn, man er blevet tildelt ved fødslen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her