Ifølge russiske statsmedier er russisk våbenhvile sent onsdag trådt i kraft. Den skal gælde til lørdag. Men Ukraines flyvevåben melder allerede om flere russiske angreb i Sumy.

Russiske medier: Midlertidig våbenhvile er trådt i kraft

Øvelserne er i fuld gang til fredagens sejrsparade i Moskva i anledning af 80-årsdagen for afslutningen på Den Store Fædrelandskrig, som Anden Verdenskrig kaldes i Rusland. Paraden er årsagen til, at en Rusland har annonceret en tredages våbenhvile i Ukraine, som dog allerede meldes brudt. Foto: Evgenia Novozhenina/Ritzau Scanpix
Øvelserne er i fuld gang til fredagens sejrsparade i Moskva i anledning af 80-årsdagen for afslutningen på Den Store Fædrelandskrig, som Anden Verdenskrig kaldes i Rusland. Paraden er årsagen til, at en Rusland har annonceret en tredages våbenhvile i Ukraine, som dog allerede meldes brudt. Foto: Evgenia Novozhenina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 7.01 med nye oplysninger om antal angreb.

En tredages våbenhvile i krigen mod Ukraine, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, har erklæret, er onsdag aften gået i gang, melder russiske statsmedier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ukraine er ikke gået med til forslaget om en våbenhvile, som landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kaldt et »forsøg på manipulation«. Landet reagerede i stedet med et ønske om en våbenhvile på 30 dage. Våbenhvilen trådte i kraft ved midnat lokal tid, hvilket var klokken 23 dansk tid. Ifølge Rusland skal den gælde til og med lørdag.

Rusland er aktuelt i gang med forberedelser til 9. maj-fejringer, hvor landet markerer sejren over Nazityskland i 1945. I Rusland kaldes det Den Store Fædrelandskrig.

»Våbenhvilen på 80-årsdagen for den store sejr er begyndt«, rapporterer det statslige russiske nyhedsbureau Ria.

Der gik dog ikke lang tid, før de første meldinger om brud på våbenhvilen kom. Ukraines flyvevåben meldte i et opslag på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at Rusland tre gange natten til torsdag har udført luftangreb på Sumy-regionen, der ligger i det nordlige Ukraine, skriver nyhedsbureauet Reuters. Der er umiddelbart ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne i forbindelse med angrebene.

Reuters har ikke uafhængigt kunnet bekræfte meldingerne om angrebene.

Også kort før den varslede våbenhvile trådte i kraft, udførte både Rusland og Ukraine udført luftangreb mod hinanden. Ifølge AFP mistede mindst to personer i Ukraine livet, mens lufttrafik i nogle russiske lufthavne blev indstillet.

Fra Rusland har det ellers lydt, at landets soldater vil efterkomme Putins ordre, men også at de vil reagere »øjeblikkeligt«, hvis der kommer angreb fra Ukraine.

Zelenskyj opfordrer til længere våbenhvile

I en tale onsdag aften gentager Zelenskyj sin opfordring til, at man i stedet bliver enige om 30 dage med våbenhvile.

»Vi trækker ikke dette forslag, som kan give diplomatiet en chance, tilbage. Men verden ser intet svar fra Rusland«, siger han.

Da Putin i april annoncerede planen om en midlertidig våbenhvile, sagde han, at der var tale om en humanitær gestus.

Putin erklærede en lignende midlertidig våbenhvile hen over påsken. Her lød det fra ham, at et stop for kamphandlinger ville træde i kraft 19. april og vare indtil midnat natten til 21. april. Her begrundede han ligeledes våbenhvilen med humanitære hensyn.

Under 24 timer senere kunne man konstatere, at effekten af våbenhvilen var begrænset. Både Rusland og Ukraine meldte om hundredvis af brud, og kritikken var hård fra begge sider.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her