Nye sanktioner skal forringe Irans muligheder for at udvikle en atombombe, siger USA.

USA sanktionerer iranere med forbindelse til atomprogram

Lyt til artiklen

USA indfører sanktioner mod tre iranere, der ifølge landet har forbindelser til en iransk organisation, som forsøger at udvikle atomvåben.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium i en pressemeddelelse mandag.

»Alle de sanktionerede personer er involveret i aktiviteter, der bidrager til eller risikerer at bidrage til udbredelsen af masseødelæggelsesvåben«, skriver ministeriet.

De tre personer har ifølge USA forbindelse til organisationen SPND, som bedriver forskning inden for forsvar.

Formålet med sanktionerne er at forsinke og forringe organisationens muligheder for at forske i atomvåben, lyder det fra udenrigsministeriet.

Iran har konsekvent afvist, at landet forsøger at udvikle en atombombe. Det iranske atomprogram handler udelukkende om at bruge kernekraft som energikilde, har Iran sagt. En forklaring, som USA ikke tror på.

Amerikanerne har henvist til, at Iran er det eneste land i verden uden atomvåben, som opbygger store lagre af højt beriget uran.

For nylig indledte de to lande forhandlinger om en ny atomaftale.

Senest søndag mødtes repræsentanter fra Iran og USA. Efter mødet sagde en unavngiven højtstående amerikansk embedsmand til AFP, at USA var ’opmuntret’ efter dagens møde.

En iransk talsmand sagde omvendt, at forhandlingerne havde været ’vanskelige’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her