Ukraine har natten til fredag indledt et droneangreb i regionen Kursk, der ligger i den vestlige del af Rusland.
Det melder guvernør i Kursk-regionen Alexander Khinshtein natten til fredag på beskedtjenesten Telegram.
Ifølge guvernøren sværmer ukrainske droner i øjeblikket om byen Kursk i den russiske Kursk-region.
Et hospital og flere boligblokke er blevet ramt af vragrester fra nedskudt droner, oplyser Khinshtein. En person meldes såret.
»Vragrester har forårsaget skade på byens bedste hospital. Vinduer er blevet smadret. Heldigvis kom ingen patienter noget til«, skriver guvernøren.
På den anden side af den russisk-ukrainske grænse melder Oleh Hryhorov, der er guvernør i den ukrainske region Sumy, om nye kampe i flere landsbyer i grænseområdet, hvor Rusland har indtaget territorium.
Ifølge Hryhorov skifter flere områder i Sumy i øjeblikket hænder konstant.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har sagt, at han ønsker at skabe en bufferzone i Sumy.
Ukrainske soldater brugte regionen, da de i august sidste år under stor international bevågenhed trængte ind i Kursk og tog kontrol over en række områder.
Det var det største angreb på Rusland siden Anden Verdenskrig.
Tusindvis af soldater blev sat ind – også fra Nordkorea – for at slå ukrainerne tilbage, og i april hævdede Rusland efter næsten ni måneder igen at have fuld kontrol over Kursk.
Ukraine havde håbet, at regionen kunne bruges som led i forhandlinger med Rusland, som har besat omkring en femtedel af Ukraines territorium.
Hryhorov oplyste tidligere på ugen, at russiske styrker havde indtaget fire landsbyer i Sumy. Der er tale om landsbyerne Novenke, Basivka, Veselivka og Zhuravka.
Ruslands forsvarsministerium meddelte torsdag, at russiske soldater har taget kontrol over yderligere tre landsbyer i det østlige Ukraine. Det drejer sig blandt andet om Strojivka, der ligger i regionen Kharkiv.
Ukraine har natten til fredag ikke bekræftet, at de tre byer skulle være under russisk kontrol.
ritzau




























