For første gang i mere end 100 må offentligheden - indbyggere såvel som turister - fra lørdag tage en svømmetur i Seinen i Paris.
På grund af forurening af floden og farer forbundet med skibstrafik har det siden 1923 været forbudt at bade i Seinen, men omfattende rensning har banet vejen for, at det nu bliver muligt at svømme i dele af floden.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det vil kun være tilladt at bade inden for tre afmærkede zoner.
De nye tre badezoner indvies lørdag. Den ene zone ligger tæt på katedralen Notre Dame, den anden er placeret nær Eiffeltårnet, mens den tredje badezone ligger i det østlige Paris.
Rensningen af Seinen blev iværksat, for at svømmere og triatleter kunne konkurrere i floden under sidste års OL, som blev afholdt i Paris.
Ifølge Paris’ viceborgmester, Pierre Rabadan, vil der dagligt i løbet af sommeren blive taget prøver af vandet i Seinen for at sikre, at det hele tiden er sikkert at bade i floden.
Siden begyndelsen af juni har alle prøver undtagen to levet op til de europæiske krav til rent badevand.
De to dage, hvor vandet var for forurenet, skyldtes det ifølge viceborgmesteren store nedbørsmængder og ekstra høj forurening fra skibe på floden.
ritzau




























