Forud for det amerikanske præsidentvalg sidste år lovede Donald Trump, at han ville være i stand til at stoppe krigen mellem Rusland og Ukraine i løbet af blot 24 timer. Han sagde ganske vist ikke, hvilken dag det ville blive, men nu tyder meget på, at Trump har opgivet at få Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at makke ret gennem pæne ord og imødekommenhed over for styret i Kreml.
Efter et møde mandag i Det Hvide Hus i Washington D.C. med Nato’s generalsekretær, Mark Rutte, er der nu amerikanske våben på vej til de hårdt trængte ukrainerne, der nat efter nat bliver udsat for et sandt terrorbombardement med særligt russiske angrebsdroner. USA har blandt andet lovet at levere Patriot-missiler, der bruges til luftforsvar, og som Canada og de europæiske medlemmer af militæralliancen vel at mærke kommer til at betale for.




























