I en verden fuld af ufred og krig var ceremonien i det nordlige Irak noget af et særsyn. En lang række mænd og kvinder i khakiuniform træder frem én efter én og placerer deres Kalasjnikov-rifler i et stort kar i flammer. Soldaterne fra den kurdiske PKK-bevægelse brænder deres våben som symbol på, at de nu opgiver over 40 års kamp mod Tyrkiet.
»Der har været forhandlet gennem nogle måneder, men våbenafbrændingen er en skelsættende begivenhed, for PKK har været en afgørende faktor i kurdernes kamp for rettigheder i Tyrkiet. Det er helt vildt, hvad der foregår«, siger adjunkt Anne Sofie Schøtt fra Forsvarsakademiet, der forsker i konflikten.



























