FN’s øverste domstol har onsdag åbnet for, at lande, der bryder deres klimaforpligtelser, kan blive pålagt at betale erstatning til de lande, der bliver påvirket negativt af klimaforandringer.
Sådan lyder det i en udtalelse fra Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag, Holland. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er første gang, at FN-domstolen udtaler sig om, hvilke forpligtelser verdens lande har på klimaområdet.
»De juridiske konsekvenser ved at begå en internationalt uretmæssig handling kan omfatte fuld erstatning til de ramte stater«, lyder det fra ICJ ifølge AFP.
Domstolen er desuden af den opfattelse, at lande, der ikke overholder deres klimaforpligtelser, begår en ’uretmæssig handling’.
Udtalelsen er en såkaldt rådgivende udtalelse, og den er dermed ikke bindende.
ICJ betragtes som FN’s øverste domstol og kan ud over rådgivende udtalelser også afsige egentlige domme, der er bindende.
ritzau


























