Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

En 15-årig dreng mistænkes for at have begået skuddrab på colombiansk senator under vælgermøde i juni.

Colombiansk politiker er død to måneder efter attentat

Foto: Raul Arboleda/Ritzau Scanpix
Foto: Raul Arboleda/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den colombianske senator og aspirerende præsidentkandidat Miguel Uribe er afgået ved døden, to måneder efter at han blev skudt i hovedet ved et vælgermøde, skriver hans kone, Maria Claudia Tarazona, i et opslag på Instagram, ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Hvil i fred, mit livs kærlighed. Jeg vil tage mig af vores børn«, skriver hun i opslaget.

39-årige Uribe fra højrefløjspartiet Centro Democrático blev skudt i juni under et vælgermøde i en offentlig park i Colombias hovedstad, Bogotá.

Ambulancereddere oplyser ifølge AFP, at Uribe blev ramt af tre skud. To af skuddene ramte i hovedet, mens et ramte i knæet.

Uribe meldte ud i oktober, at han ville stille op til at blive højrefløjspartiet Centro Democráticos præsidentkandidat ved valget i 2026. Han var dog ikke officielt blevet valgt som partiets kandidat.

En 15-årig dreng er efterfølgende blevet anholdt i sagen og mistænkes for at have affyret skuddene, mens fem andre personer ligeledes er blevet anholdt i sagen, skriver nyhedsbureauet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her