Hundredvis af demonstranter var mødt op, da den tyske politiker besøgte et bykvarter i Oslo.

AfD-politiker evakueret under besøg i Oslo

Af sikkerhedsmæssige årsager blev den tyske politiker Lena Kotré og Norgedemokraternes partileder, Geir Ugland Jacobsen, evakueret under et besøg i Oslo. AfD-politikeren var i den norske hovedstad for at tale ved en konference arrangeret af Norgesdemokraterne.  Foto: Jens Kalaene/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

AfD-politikeren Lena Kotré er blevet evakueret under sit besøg i Norges hovedstad, Oslo.

Det oplyser det norske politi til TV2 Norge.

Lena Kotré var på besøg i bykvarteret Grønland, der ligger øst for centrum af Oslo. Her skulle hun på ’inspektion’ sammen med Norgedemokraternes partileder, Geir Ugland Jacobsen, skriver TV2 Norge.

Omkring 1.000 demonstranter var mødt op, og på grund af sikkerhedssituationen valgte politiet at evakuere både Lena Kotré og Geir Ugland Jacobsen.

Demonstrationen var varslet på forhånd, skriver Nettavisen.

Lena Kotré, der sidder i delstatsparlamentet i Brandenburg for AfD, er i Oslo for at tale ved en konference arrangeret af det norske parti Norgesdemokraterne.

Konferencen hedder ’REMIG 2025’, og her skal talere fra Tyskland, Frankrig, England, Irland og Sverige tale om remigration, fremgår det af konferencens hjemmeside.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her