Novo Nordisk halverer priserne på Wegovy og Ozempic i USA for de patienter, der ikke får omkostningen dækket gennem sundhedsforsikringen.
Det oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelelse.
Listeprisen for de to lægemidler vil fremover være 499 dollar om måneden, svarende til cirka 3200 danske kroner.
Det sker blandt andet gennem et samarbejde med den amerikanske sundhedsvirksomhed GoodRx, så tilbuddet vil være tilgængeligt på over 70.000 apoteker i USA.
Prisnedsætningen på Ozempic skal blandt andet komme brugen af kopimedicin til livs, lyder det fra Novo Nordisk.
»Selv om Ozempic er godt dækket i USA, skal vi ikke glemme, at der er nogle patienter, der betaler af egen lomme for denne vigtige medicin. Vi mener, at hvis bare én enkelt patient føler behov for at ty til potentielt usikre og ikke-godkendte kopialternativer, er det én for meget«, siger Dave Moore, der er landechef i USA for Novo Nordisk.
ritzau


























