Det vil være en katastrofe for USA, hvis toldsatser på en lang række lande fjernes, siger Donald Trump.

Amerikansk appeldomstol afviser de fleste Trump-toldsatser som ulovlige

Det er alle de toldsatser, som har hjemmel i loven The International Emergency Economic Powers Act, som U.S. Court of Appeals for the Federal Circuit har afvist som ulovlige. Afgørelsen får hårde ord med på vejen af præsident Donald Trump. Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Det er alle de toldsatser, som har hjemmel i loven The International Emergency Economic Powers Act, som U.S. Court of Appeals for the Federal Circuit har afvist som ulovlige. Afgørelsen får hårde ord med på vejen af præsident Donald Trump. Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De fleste af de toldsatser, som USA’s præsident, Donald Trump, har pålagt udenlandske varer, er i strid med loven, har U.S. Court of Appeals for the Federal Circuit afgjort fredag.

Konkret har appeldomstolen taget stilling til de toldsatser, som Trump har omtalt som gengældelsestold, hvor han har indført told på varer fra en lang række lande. Samtidig har domstolen vurderet de toldsatser, der blev indført i februar på varer fra Kina, Canada og Mexico.

I begge tilfælde er appeldomstolen kommet frem til, at Donald Trump ikke har bemyndigelse til at indføre tolden.

»Loven giver præsidenten vide beføjelser til at handle som reaktion på en erklæret national krise. Men det fremgår ikke direkte, at disse handlinger kan indebære at indføre told eller beskatning«, lyder det i afgørelsen.

Domstolen vil lade toldsatserne være gyldige indtil 14. oktober, så Trump-administrationen har mulighed for at anke sagen til landets højesteret. Det har justitsminister Pam Bondi bekræftet, at administrationen vil gøre.

»Denne afgørelse er forkert og underminerer USA på den globale scene«, skriver hun på X.

Told på stål er ikke omfattet af afgørelse

Også Donald Trump selv har reageret på afgørelsen. I et opslag på Truth Social kalder han appeldomstolen partisk og skriver, at det vil være en total katastrofe for USA, hvis tolden fjernes:

»Det vil gøre os finansielt svage, og vi er nødt til at være stærke. USA vil ikke længere tolerere enorme handelsunderskud og uretfærdig told og andre handelsbarrierer indført af andre lande – ven eller fjende – som underminerer vores producenter, landmænd og alle andre«.

Han tilføjer, at med hjælp fra landets højesteret vil tolden være til gavn for landet.

Mens appeldomstolen har afgjort, at de fleste toldsatser fra Trump skal fjernes, gør det sig ikke gældende for told på for eksempel stål og aluminium. Her er toldsatserne blevet indført på et andet lovgrundlag.

Det var tilbage i februar, kort tid efter hans indsættelse som præsident, at Trump lagde told på varer fra Kina, Canada og Mexico. Siden lød det så fra Trump, at der skulle told på varer fra endnu flere lande – heriblandt EU-landene. Den told har han omtalt som en gengældelse for handelsbarrierer.

Siden har EU og USA indgået en handelsaftale, som indebærer, at der i USA som udgangspunkt lægges 15 procent told på varer fra EU.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her