I 2022 blev ligene af to børn fundet i New Zealand. Deres mor dræbte dem med medicin, har hun indrømmet.

Kvinde erkender drab på sine børn - ligene blev fundet i kufferter

Lyt til artiklen

En kvinde har erkendt, at hun dræbte sine to børn, hvis lig senere blev fundet i kufferter i et opbevaringsrum i byen Auckland i New Zealand.

Den 44-årige kvinde har erkendt, at hun gav børnene nortriptylin, hvilket førte til deres død.

Det har anklageren i sagen sagt under retssagen, der kører i New Zealand.

Det fremgår af retsdokumenter, der er offentliggjort fredag.

Nortriptylin bruges til at behandle depression.

Myndighederne mener, at børnene på seks og otte år døde i juni eller juli 2018. Det har ikke været muligt at fastlægge et præcist tidspunkt for deres død.

Det skyldes, at deres lig har ligget i lang tid. De blev først fundet flere år senere, i 2022.

Det har også gjort det svært at påvise, at børnene udelukkende døde af medicinen, har lægen Simon Stables forklaret i retten.

»Man kan argumentere for, at det er dødsårsagen, men man kan også sige, at det er sket i kombination med noget andet.

Mens moren har erkendt, at hun forårsagede sine børns død, vil hun alligevel frifindes. Hun mener, at hun var sindssyg i gerningsøjeblikket.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her