For første gang i to år, efter sorg, uvished og frygten for det værst tænkelige, kunne Elkana Bohbots mor tale med sin 36-årige søn. Hun kunne endda se ham, i live, lige der på telefonens skærm.
Ganske vist stod sønnen ved siden af en maskeret Hamas-kriger. Han befandt sig stadig i Gaza, mens moren var i en anden verden, på den anden side af grænsen til Israel, ventende på ham. Men han smilede. Han smilede, han var iklædt en glat, grøn skjorte og så endda nyklippet ud.
