Ukraines næststørste by, Kharkiv, har mandag delvist mistet strømmen i tre af byens distrikter efter et russisk bombeangreb.
Det skriver Kharkivs borgmester, Ihor Terekhov, ifølge nyhedsbureauet Reuters på beskedtjenesten Telegram.
Borgmesteren fortæller, at angrebet blev udført med det, han betegner som gps-styrede bomber.
En medicinsk facilitet er blevet ramt i angrebet, skriver Terekhov.
Det fremgår ikke umiddelbart, om der er sårede eller omkomne i forbindelse med angrebet.
Kharkiv ligger i det nordøstlige Ukraine nær grænsen til Rusland. Området har regelmæssigt været mål for russiske drone- og missilangreb, siden Rusland invaderede Ukraine i 2022.
ritzau




























