De sorte og blanke krøller falder ned til midten af ryggen. Den unge kvinde er iklædt tætsiddende kjole, der viser det nederste af ballen, mens hun kigger ud over den oplyste nat i Rio de Janeiro. I sin højre hånd holder hun et automatgevær, der på billedet er dækket af nuttede lyserøde sløjfer.
Kvinden går under navnet Forbrydelsens Muse, og hun hører til de betroede bandemedlemmer af Den Røde Kommando. Som andre medlemmer deler hun flittigt ud af sit kriminelle liv på sociale medier. Et romantiseret og glamourøst billede, som skal lokke nye til den kriminelle organisation.




























